Skrubber forekom for bare 15-20 år siden meget talrigt i fjorden - nu er der ikke mange tilbage. Skrubber yngler på dybt vand om vinteren, og ynglen søger ind til kysterne for at vokse op.
Fritidsfiskere har i efteråret 2019 indfanget ca. 20 skrubber, der blev opbevaret i en recirkuleret vandtank på Horsens Havn indtil marts 2020, hvor de blev strøget for rogn og sæd. Dette blev bragt til Skaldyrcenter Venø, hvor ynglen blev opdrættet. 17. juli 2020 blev 10.300 små skrubber a ca. 4 cm længde leveret til udsætning i fjorden. Opdrættet blev finansieret af fisketegnsmidler.
Dette hold skrubber blev udsat på 1-2 meters vanddybde mellem Brakøre og Vorsø på nordsiden og mellem Sejet og Brund på sydsiden.


